Tilbage til Blog

Ejerskifte sikret gennem match-online.dks partnerskab med Lendino

Lennie Olsen
7. januar 2019 kl. 9:53

lendino og match-online.png

Ifølge FSR - danske revisorer står 23.000 danske virksomheder over for et ejer- eller generationsskifte i de næste 10 år. I den anden grøft står der potentielle virksomhedsejere, der ønsker at blive selvstændige, men ikke har lyst til at starte helt fra bunden, eller virksomheder, der ønsker vækst gennem opkøb. Der er derfor god mulighed for at finde det gode match mellem sælger og køber. Sælger kan gå på pension eller tage det næste skridt i karrieren med en pose penge fra virksomhedskøbet, velvidende at hans hjertebarn fortsætter. Køber kan realisere sine drømme om at være virksomhedsejer og tilføre nyt blod og nye ideer til virksomheden.

 

Mange ejerskifter bliver dog aldrig realiseret på grund af blandt andet manglende finansiering. Bankerne er ikke så risikovillige som før Finanskrisen, og det er de færreste købere, der ligger inde med den fulde købssum.

Særligt for virksomhedskøb under 5 mio. kr.  er det svært at finde finansiering. match-online.dk’s samarbejde med Lendino vil forsøge at komme dette problem til livs.

 

“Vi er sat i verden for at formidle finansiering til danske virksomheder, og vi ser et stort behov for ejerskiftefinansiering. Derfor er dette samarbejde ideelt for os,” fortæller Andreas Helgason Rex, CMO og partner i Lendino.

 

Lendino formidler erhvervslån gennem crowdlending. Crowdlending er en ny finansieringsform, hvor man låner af mange små långivere efter mange-bække-små princippet ved hjælp af en online platform.

 

Samarbejde fører til realiserede ejerskifter

Samarbejdet har allerede ført til flere realiserede ejerskifter. Et af dem er et familieejet selskab, der ønsker at forblive anonym. De var i gang med at investere i en virksomhed i deres egen branche og skulle bruge et lån for at kunne færdiggøre handelen. Købet startede hos match-online.dk, som introducerede dem for Lendino. Efter en grundig kreditvurdering modtog virksomheden et låneforslag. I forslaget blev lånets vilkår som lånestørrelse, løbetid og rente opridset.

 

Efter en lille forhandling blev lånet offentliggjort over for Lendinos 5.000 långivere, der i løbet af den næste måned investerede fra 1.000 kr. og opefter. Ved hjælp af deres crowdfundede lån kunne selskabet færdiggøre virksomhedskøbet. Lånet afdrages månedligt ligesom et almindeligt banklån - renterne går bare til deres mere end 200 private og professionelle långiver i stedet for til den store bank.


Både hos Lendino og matchonline.dk er der stor tilfredshed med samarbejdet. ”At samarbejdet mellem Lendino og match-online.dk ender med at realisere ejerskifter, var missionen for begge parter ved indgåelse af dette samarbejde,” fastslår Martin Aasted Andersen, markedschef for matchonline.dk.