Tilbage til Blog

Fra A+ til C-: Vi kigger på afkastet for kreditklasserne

Lennie Olsen
10. juli 2018 kl. 10:26

 

Vi er spændte i dag, for endelig er der nok data til, at vi kan give vores långivere indblik i afkastet på tværs af kreditklasser. En del långivere har gennem tiden efterspurgt at få indblik i afkastet for hver kreditklasse. Vi har været forbeholdne med at offentliggøre disse tal, da de tidlige lånårgange (man opdeler ofte lån som vin, altså ud fra hvilket år de er udstedt) ikke indeholdt mange lån. Eksempelvis er afkastet for årgang 2014 - den eneste færdigafviklede årgang - 8,5 % p.a., hvilket er over 3 procentpoint højere end forventningen for kreditklasserne. Der er imidlertid kun fire lån i den lånårgang, hvoraf to lån tilhører kreditklasse B, og to lån tilhører kreditklasse C, så resultaterne kan ikke generaliseres til vores portefølje, som nærmer sig 300 lån. Med disse forbehold in mente mener vi godt, at vi kan præsentere dig for afkastprofilen for lån fordelt på kreditklasser. Tallene er opgjort den 13. juni 2018.

 

Kreditklasse

Bruttorente

Afkast (IRR)

A+

5,1 %

5,3 %*

A

6,1 %

2,0 %

B

7,6 %

6,2 %

C

10,3 %

4,6 %

C-

11,6 %

-2,4 %

Total

8,8 %

4,0 %

*Årsagen til, at IRR er højere end bruttorenten for A+, er, at førtidsindfriede lån samt morarenter har trukket afkastet op over den nominelle rente

 

Som tabellen ovenfor viser, har kreditklasserne klaret sig ret forskelligt.

Kreditklasserne A+ og B har klaret sig bedre end forventet, dvs. med et højere afkast, end vi havde forventet. Kreditklasserne A, C og C- har derimod ikke klaret sig som forventet.

Afkastet i A-kategorien er mærket af to sager, som påvirker afkastet en del, da der kun er 22 lån i denne kreditklasse. I begge sager inddrives der på restancer, men vi har estimeret et vist tab ud fra et forsigtighedsprincip. Sagerne har givet anledning til skærpet opmærksomhed over for lignende fremtidige sager.

 

Afkastet for C og C- har ikke været tilfredsstillende, da disse risikable lån gerne skulle give et højere afkast for at kompensere for risikoen sammenlignet med lån af højere kvalitet. For at bringe afkastet op for kreditklasserne C og C-, så de bliver mere attraktive, har vi siden august 2017 implementeret en række tiltag:

    • Opkobling til en række nye datakilder - bl.a. muliggjort af PSD2 - som styrker vores beslutningsgrundlag i forbindelse med kreditvurdering
    • Det kræver nu flere kautioner at optage et C eller C- lån, hvilket skal styrke inddrivelsen af lån, der bliver misligholdt
    • Vi har generelt hævet renterne i højrisikosegmenterne C og C-
    • Vi har efter at have afprøvet en række velrenommerede inkassoselskaber fundet et godt inkassoselskab, hvilket skal styrke inddrivelsen fremover
    • Visse sektorer har været præget af mange konkurser. Det har vi kreditmæssigt rettet ind efter

Ovenstående er kun et udpluk af tiltag. Vi kan ikke gå i detaljer med, hvilke nye datakilder vi tager i brug, da det kan få folk med dårlige intentioner til at spekulere i, hvordan de omgår vores kreditvurdering.

 

Visionen for Lendino er at hjælpe de små danske virksomheder med at vækste og samtidig skabe en attraktiv investeringsmulighed for private og professionelle investorer. Vores mål for de kommende år er at bringe afkastet op for A, C og C-. I disse bestræbelser vil vi arbejde med at forbedre kvaliteten af lån, især for kreditklasserne C og C-.


Har du spørgsmål til vores kreditklasser og kreditvurdering, er du velkommen til at kontakte os på info@lendino.dk eller på 70 270 250.