Tilbage til Blog

Lennie Olsen
24. august 2017 kl. 13:37

5 ting du skal have styr på, før du søger om et erhvervslån gennem crowdlending

De fleste har prøvet at gå til banken for at få et lån eller en kassekredit til virksomheden. Det kan være en lang og bøvlet proces, som trækker ud og i sidste ende ofte giver afslag. Et alternativ er at søge et erhvervslån gennem crowdlending. Det hele foregår online og svartiderne er korte.

Her er fem ting, du skal have styr på, før du ansøger om et erhvervslån gennem crowdlending. På den måde sikrer du dig et så hurtigt og nemt forløb som muligt.

sparegris.jpg

 

1) Låneformål: hvad bruges pengene til?
Du starter med den sjove del: hvad skal pengene bruges til? Til opstart af din virksomhed, eksportfremstød eller noget helt tredje? Det er her, du skal sælge dit projekt til crowden - hvis de ikke kan se pointen med din forretningsidé, vil de heller ikke låne dig pengene.

 

2) Lånesum: hvor meget har du brug for?
Vær realistisk. Det kan være fristende at søge om et stort lån, så du har noget liggende på kistebunden til en regnvejrsdag, men husk, at lånet skal betales tilbage - med renter. Brug derfor noget tid på at researche, hvor meget du egentlig skal bruge for at kunne lykkes med projektet. Samtidig kan du lave prognoser for, hvornår du kan betale lånet tilbage. På den måde kan du bedre vurdere, hvilket lån og hvor lang løbetid der vil passe din økonomi bedst.

 

3) En (fængende!) beskrivelse af virksomheden
Nøgleordet her er detaljer, detaljer, detaljer. Jo mere du oplyser, jo større er chancen for at få lånet. Vær åben om din virksomheds økonomi, uddyb hvad I beskæftiger jer med, og forklar hvordan lånet skal benyttes.

 

4) Sikkerhed: hvem kautionerer?
Der skal naturligvis også stilles noget sikkerhed for et crowdlendet erhvervslån. Som udgangspunkt skal der stilles en selvskyldnerkaution. En kautionist er den person, der hæfter for de lånte penge. Et alternativ til personlig kaution kan være at optage virksomhedspant.

 

5) Dokumentationen
Du slutter med den kedelige del. Den samme regel som før om detaljegraden gælder også her: jo mere dokumentation du kan give, desto bedre. Processen trækker altid ud, hvis der mangler nogle dokumenter. For at kunne kreditvurdere din virksomhed har crowdlendingplatformen brug for firmaets regnskaber og ofte også dokumenter som virksomhedens låneengagementer og ejers personlige årsopgørelse.


Når du har styr på disse ting, er du klar til at give dig i kast med crowdlending. God fornøjelse!