Tilbage til Blog

Willads Petersen
3. april 2017 kl. 13:44

5 ting du skal have styr på, inden du begynder som iværksætter

Det kan virke som en simpel opgave at lave et produkt og sælge det til verden, men det kan hurtigt blive mere kompliceret end som så. 

Internettet er fyldt med gode råd fra succesfulde iværksættere, og mængden af information kan hurtigt blive uoverskueligt. Derfor har vi samlet 5 ting, som vi mener, du skal have styr på, inden du går i gang som iværksætter.  

 

blomsterbutik.jpg

 

1. Lav en realistisk forretningsplan

Lige meget hvad du skal i livet, skader det ikke at have en plan. Det er ikke sikkert, at du kommer til at følge planen som du først havde tænkt dig, men ikke desto mindre har du et udgangspunkt, du kan støtte dig op af.

En forretningsplan sikrer ligeledes, at du har tænkt over de fleste relevante områder, når du starter din virksomhed.

 

2. Produktet behøver ikke være perfekt før lancering

Du behøver ikke et perfekt produkt, for at lancere det til omverdenen. Det er oftest vigtigere, at få introduceret produktet tidligt – så kan du altid forbedre dit produkt efterfølgende.

Reid Hoffman, som grundlagde LinkedIn, sagde engang: ”If you are not embarrassed by the first version of your product, you’ve launched too late”. Så vent ikke for længe med at få dit produkt på gaden.

 

3. Hvis ikke du tror på dit produkt, så gør andre det heller ikke

Det virker måske som en fjollet ting at nævne, men som iværksætter bliver du nødt til at tro fuldt ud på dig selv og din virksomhed. Husk på at hvis kunderne kan lide dig, er der større chance for, at de også kan lide dit produkt.

Omvendt bliver du stadig nødt til, at have kundens interesse i fokus. Som iværksætter kan man ofte blive så betaget af sit eget produkt, at man glemmer, at det er kunden der i sidste ende skal betale for det.

 

4. Hold styr på dit regnskab – brug et online regnskabsprogram

Selvom det kan være fristende at benytte sig af Excel, så vil det hurtigt blive en uoverskuelig og besværlig opgave. Mange iværksættere starter med tanken om, at de grundet størrelsen af deres virksomhed, ikke har behov for et regnskabsprogram. De tager desværre ofte fejl.

Hvad der tidligere har virket som en overskuelig opgave, vil hurtigt forvandle sig til et større bogføringsprojekt. Du skal pludselig selv holde styr på fortløbende fakturanumre, og hvor meget moms der skal betales og trækkes fra. Alt dette gøres automatisk i et online regnskabsprogram, som samtidig overholder alle retspligtige krav, der er til et regnskab.

 

5. Lad være med at sætte dig for dyrt

Det kan være fristende, at leje dig ind i dyre kontorlokaler med udsigt til den store iværksætter drøm. Det er desværre en let måde at brænde igennem dit budget, inden du kommer rigtigt i gang. Hvis du kan arbejde hjemmefra til at starte med, så er det en let måde spare omkostninger på. Tag udgangspunkt i de midler du har til rådighed, og brug pengene der hvor de omsætter for mest.